| OCN-certificering af unges praktik i COOP |
Slagelse Jobcenter, COOP butikker i Slagelse området og OCN starter et samarbejde om at få unge i praktik i SuperBrugsen, DagligBrugsen, Fakta og Kvickly Xtra. Projektet skal føre til arbejde eller erhvervsuddannelse. Mellem 10 og 15 unge fra Slagelse starter efter sommeren på et læringsforløb, der skal munde ud i fast arbejde eller uddannelse, der relaterer sig til butiksarbejde. Forløbet starter med en introdel, hvor de unge, i kommunalt regi, får træning i de generelle færdigheder, der kræves for at leve et skole eller arbejdsliv. Det handler bl.a. om mødestabilitet, sprog, sociale færdigheder, hygiejne og fremtoning. Derefter er ca. 14 Coop butikker i Slagelse området klar til at modtage de unge i praktik for at lære dem de faglige og personlige færdigheder, der er nødvendige, når man skal arbejde i butik. Det er COOP butikkerne, der sammen med erhvervsskolerne skal godkende introforløbet og definere indholdet til praktikken. Dermed bliver læringen meget erhvervsrettet fra første fløjt. OCNs rolle er at kvalitetssikre og validere de unges læring, både på introforløbet og i praktikken. Meningen er at sikre, at de unge lærer præcist det, som butikkerne mener der er brug for med henblik på eventuel ansættelse/ uddannelse indenfor butik De unge får gennem OCN papir på deres læring og dermed kan de vise hvad de har lært ved ansøgning om optagelse på en erhvervsskole eller videre jobtræning, hvis praktikken ikke fører til job. Målgruppen for projektet er unge, der ikke har en kompetencegivende uddannelse og som har svært ved at skaffe sig en sådan på almindelige vilkår.
|