| Færdigheder lært i rollespil skal certificeres og overføres |
OCN og Helsingør Ungdomsskole identificerer og certificerer de generelle færdigheder som unge lærer i rollespil og gør dem overføringsbare til brug i for eksempel det private erhvervsliv. Universitetet i Halmstad følger udviklingen tæt. Tusinder af mennesker – især unge - spiller rollespil i Danmark. De spiller over nettet, de spiller bræt-rollespil, de spiller i skoven eller i gamle fabriksbygninger. De fleste rollespilsuniverser er mættet med læring, som kan overføres til brug i organisationer og virksomheder.
Sammen med nogle af landets bedste rollespillere – Thorbjørn Sølver Lange og Christina Staun Biangslev, der blandt meget andet, kører rollespilshold på Helsingør Ungdomsskole, samt spillere fra Ishøj og Kalundborg ungdomsskoler - identificerer og certificerer OCN de generelle færdigheder, som de unge lærer i spillet. Det kan være færdigheder som: at tage initiativ, at løse konflikter, at tænke originalt, at samarbejde, at lede, at skaffe sig overblik, at udvise empati og meget andet. Det er kort sagt den læring man tilegner sig, når man selv skal bygge sit rollespils- samfund op med roller, regler, normer, institutioner og relationer. Og bagefter træde ind i samfundet og samarbejde med andre om at løse opgaver. Fra situationsbestemt til overføringsbar læring Ovenstående færdigheder er efterspurgte på næsten enhver arbejdsplads og derfor er det relevant at give de unge bevis på, at de håndterer dem. Men spørgsmålet er, om færdighederne er situationsbestemte eller overføringsbare? Kan de også bruges andre steder? Når de unge har lært at tage initiativ, samarbejde eller løse konflikter i et rollespil, hvor de er meget motiverede og engagerede, kan de så også anvende færdighederne i en arbejdssituation? Det er ikke givet. Men heller ikke udelukket. Det afhænger af en mængde faktorer, som diskuteres i de fleste undervisningsmiljøer. Hvordan sikrer man, at læring, der er formidlet i et undervisningslokale eller i et rollespil – for den sags skyld – kan anvendes i praksis? I samarbejdet mellem OCN og ungdomsskolerne, støtter vi overføringen af de unges generelle færdigheder via det, vi kalder overføringsmoduler. Vi laver konkrete opgaver, hvor de unge kan vise, hvordan de vil anvende de færdigheder, de har lært i rollespil, i en virksomheds udviklingsafdeling eller en organisations ledelse. De unge får således mulighed for - også via rollespil – at anvende deres generelle færdigheder i et virksomhedsmiljø – eller måske endda i praksis via virksomhedspraktik. Dermed får de unge ikke bare et bevis på, at de har lært at samarbejde – på OCN-beviset står også, at de kan anvende de konkrete færdigheder i erhvervsmæssige sammenhænge. Projektets fremdrift Alt dette kræver i første omgang, at OCN og Helsingør Ungdomsskole skaber mulighed for at kreditere de færdigheder, de unge lærer i rollespil, uden at ødelægge selve magien i rollespillets fantasi-verden. Det har været udgangspunkt for projektets første fase, hvor vi har identificeret de generelle færdigheder, som de unge lærer sig via spillet. Næste skridt er at lave overføringsmodulerne og i det tidlige efterår, inviterer vi eksperter til at godkende både rollespilsmodulerne og ovrføringsmodulerne. Derefter kan alle ungdomsskoler, der kører rollespil og rollespils-miljøer i det hele taget, der er medlem af OCN, anvende modulerne til at give rollespillere anerkendelse for den relevante læring de tilegner sig. Bevågenhed fra Universitetet i Halmstad Hele processen følges nøje fra Halmstad Universitet, hvor Doktor Ove Svensson har til opgave at undersøge brugbarheden og relevansen af forskellige OCN-projekter og processer i Norden. Det er især forsøget på at gøre læringen overføringsbar, der har Doktor Svenssons bevågenhed. Rollespil og simulation er i forvejen interessante metoder til overføring af situationsbestemt læring. Det er derfor ikke umuligt, at metoderne til overføring af viden fra det danske rollespilsmiljø kan anvendes til at overføre lignende færdigheder, lært i andre sammenhænge til for eksempel det private erhvervsliv. |